Kulstofcyklussen er i ubalance

Jorden, havet, skoven, atmosfæren og alle levende organismer er naturlige bestande af elementet kulstof. I dag er der en ubalance i cyklussen mellem butikkerne. Vi mennesker forårsager et stigende niveau af kuldioxid i luften, hvilket igen ændrer Jordens klima.

Fossile brændstoffer er dannet af planter og andre organismer, der eksisterede på Jorden for mange millioner år siden. Mens de levede, absorberede planterne kuldioxid fra luften og brugte stoffet som råstof til deres egen vækst. Alle levende ting består af kulforbindelser, og endda fossile brændstoffer består derfor stort set af elementet kulstof. Når vi brændstof brændstoffer, kombineres dette kulstof med ilt fra luften og frigøres igen i form af kuldioxid.

Gennem vores ekstraktion og forbrænding af fossile brændstoffer har atmosfæren nu genvundet kuldioxid på få århundreder, som gamle planter tog ud af atmosfæren i løbet af millioner af år. På denne måde har vi forstyrret kulens naturlige cyklus. Luften får mere kuldioxid end den kan slippe af med. Kuldioxid er en kraftig og langvarig drivhusgas, der øges hurtigt i atmosfæren.

Kuldioxidemissioner fra biobrændstoffer

Kuldioxid frigives også, når vi brænder med træ og anden biobrændstof. Men der er en afgørende forskel mellem kuldioxidemissioner fra “friske” brændstoffer af den slags og emissioner fra fossile brændstoffer. Når vi brænder træ, gendanner atmosfæren kuldioxid, som træerne plukkede derfra for bare få år eller årtier siden. Hvis træet i stedet forblev i skoven, ville det stadig blive nedbrudt i sidste ende, enten gennem nedbrydning eller gennem skovbrande, selv da ville det returnere sit kulstofindhold til luften i form af kuldioxid.

Brænding kan derfor ses som en del af kulstofens naturlige cyklus mellem luft og vegetation. Dette betyder, at træfyring normalt ikke bidrager til den nuværende forstærkning af drivhuseffekten af ​​mennesker. En forudsætning er, at det brugte træ erstattes med nye træer, der igen kan absorbere det frigjorte kuldioxid.

Skov binder kuldioxid

Værtens skove er betydelig kullagring. Skovrydning forekommer hovedsageligt i nogle tropiske lande, men i fortiden faldt skovlandet også i vores del af verden. Skove måtte give plads til marker og græsarealer. I Sverige vendte det udviklingen i de tidlige 1900’ere. Siden da er mængden af ​​træ i vores skove næsten fordoblet, hovedsageligt gennem beplantning, gødskning og anden skovforvaltning. Derudover har det øgede nitrogenudfald over Sverige bidraget til, at de svenske skove vokser hurtigere.

Det betyder, at den svenske skov har bundet mere og mere kuldioxid. Sagt på en anden måde er det blevet et “kuldioxidvaske” – det har “suget op” en del af luftens kuldioxidoverskud. Det samme er tilfældet i mange andre lande på den nordlige halvkugle, resultatet er, at kuldioxidindholdet i atmosfæren ikke er steget så hurtigt, som det ellers ville have gjort.

Økosystemer kan på den anden side også fungere som kuldioxidkilder – dette sker, når kuldioxidemissionerne er større end optagelsen. Kulstoffet i biomasse kan i modsætning til kuldet i de fossile reservoirer beskrives som en “let bevægelig” kulforsyning.

Verdenshavsbuffere

Vandmasserne i verdenshavene spiller en vigtig rolle i kulstofcyklussen, overfladevandet absorberer store mængder kuldioxid, der derefter transporteres ned til større vanddybder og opbevares. De største vandmængder findes i havets store dybder, og der er også den største kapacitet til kulstoflagring. Imidlertid handles vandet mellem overfladelaget og dybhavet meget langsomt. Verdenshavene har optaget 20-30 procent af de samlede menneskelige kuldioxidemissioner siden 1980’erne. Som et resultat er forsuringen af ​​havvandet steget med virkninger på marine økosystemer.